Interview med Murakami


30. oktober 2017

Manabu Murakami er 8. dan og chefinstruktør i SKIF. Vi har haft fornøjelsen af at interviewe Shihan Murakami i forbindelse med hans besøg i Danmark d. 26/9-17 - 2/10-17. Interviewet er oversat fra engelsk til dansk. Shihan gæster Danmark igen på SKIF voksensommerlejr 2018.


Du begyndte at træne allerede som 9-årig. Hvorfor lige karate?

Ligesom mange andre børn var jeg helt vild med Bruce Lee. Karate var populært i min by, og mange af mine venner trænede. Jeg havde også en ven, der sagde, at hvis jeg trænede karate, kunne jeg komme på lejr.


Har du så holdt fast i karaten siden dengang, eller har der været pauser?

Nej, ingen pauser men fra jeg var 11-15 år, spillede jeg også baseball. Baseball var den største sportsgren i Japan. Nu er fodbold også populært. Jeg spillede baseball 80% af tiden og trænede karate de sidste 20%. Men så skadede jeg albuen og måtte stoppe. Samtidig inviterede min Sensei mig til den første SKI turnering (SKI all Japan Championship Tournament). Jeg vandt junior skole divisionen i kata. Jeg lavede Jion i finalen. Jeg havde stillet op ved stævner tidligere men aldrig vundet. Det motiverede mig. Det var også ved dette stævne, at jeg så Kanazawa første gang. Han lavede en demonstration, hvor han fremviste Unsu og forskellige kumite-kombinationer. Jeg var meget imponeret.


Det var din første store sejr. Husker du dit allerførste stævne?

Jeg var til mit første stævne, da jeg var 10-11 år gammel, men jeg vandt ikke. Jeg var grønbælte, og der var andre, der var startet med at træne længe før mig. Det betød, der i samme aldersklasse altid var nogle, der var højere graduerede og dygtigere. Men jeg indhentede dem, da jeg var 15 år.


Du har efterhånden deltaget i mange stævner. Er der nogle konkurrenceøjeblikke, der står særlig klart for dig?

World Championship i Japan 1988. Jeg gik på fjerde år på universitetet i Tokyo og havde masser af selvtillid. Jeg troede, jeg kunne vinde og synes, jeg var i fin form. I kvartfinalen kæmpede jeg imod en tysker. Han var kæmpestor, over 180 cm. Jeg ramte helt rent, han gik i gulvet, og jeg troede, der var ippon. Men han rejste sig ikke, og jeg tabte på hansoku. Jeg græd bagefter, men jeg tænkte samtidig, at nu var jeg nødt til at træne, indtil jeg blev World Champion. Jeg tænker tit på, at hvis jeg havde vundet, ville jeg måske have taget hjem til det sydlige Japan. Mine forældre ville gerne finde mig et fint job. Men jeg tabte, så jeg blev i Tokyo. One point can change your life. Dommen kunne være blevet hansoku chui. Så havde jeg vundet, og så havde det været en anden følelse og et andet valg. Derfor må alle beslutninger og alle domme være fair. Fordi de kan ændre liv.


Hvad var dit sidste stævne, og hvad savner du mest ved at konkurrere?

Mit sidste stævne var World Championship i 2005. Jeg savner at stille op, men min position tillader det ikke. Karate er kamp. Hvis teknikken ikke har effekt, så har den ingen mening. Competing is the closest you can get to a real fightDu bliver nervøs og anspændt, når du venter og forbereder dig på at skulle ind. Du tænker på, hvordan du skal agere og placere dig. Jeg savner spændingen.






Du bruger en stor del af din tid på at rejse verdenen rundt. Hvordan hænger det sammen med familielivet?

Det er svært for familien. Min kone er meget forstående, men det er svært for børnene. De spørger altid, hvor mange dage jeg skal være af sted denne gang. Men når de bliver ældre, håber jeg, at de forstår.


Det lyder som et presset program. Hvordan får du prioriteret din egen træning og udvikling?

Selv når jeg underviser, prøver jeg at finde noget for mig. Jeg læser en bog og får ideer. Det er udfordringen ved at være chefinstruktør. Før trænede Kanazawa mig. Nu er der ingen. Så jeg må prøve at huske, hvad de sagde og gjorde. Nogle gange når jeg underviser, kommer jeg pludselig i tanke om, hvad Kanazawa ville sige. Jeg forstår ham på et dybere plan. Ikke bare hvad han sagde, men hvilket princip han prøvede at forklare mig. Du må tænke mere, når der ikke er nogen, der underviser dig. Desuden er der en Sensei, der har sagt, at den bedste Sensei er eleven. Man kan lære meget af eleverne. Du kan lære af det meste.

Og så er der instruktørtræninger i Japan, hvor jeg får prioriteret min egen træning.


Er der nogen steder, du foretrækker at undervise?

Det tror folk ofte. Jeg besøger 30-40 forskellige lande om året. For mig gør det ingen forskel, om jeg underviser i USA, Asien eller Europa. Der kan være forskellige grader og niveauer at undervise. Jeg nyder det uanset. Så er der andre ting, der gør, at jeg foretrækker bestemte steder. Ift. mad foretrækker jeg Asien, ift. natur er jeg glad for Afrika. USA er god til shopping.


Er der nogen steder, du har særligt gode minder fra?

European Championship 1990 i England. Jeg var lige blevet færdig på universitet. Jeg var holdkaptajn, og det svarede til at være gud. Jeg følte mig på toppen. Kanazawa, Koga og alle de store Senseier var der. Efter stævnet drak vi nogle øl sammen, og Kanazawa begyndte at drikke cognac. Det var en meget fin og dyr cognac. Senere på aftenen tilbød Kanazawa mig et glas, og jeg takkede ja. Jeg havde aldrig drukket så dyr alkohol før. Men så fandt Kanazawa en billig flaske cognac frem og pegede på den og sagde "you are this", hvorefter han pegede på den dyre cognac og sagde "one day you will be this". Først senere forstod jeg, hvad han mente. Kanazawa og de andre havde gjort så meget for at udbrede og bidrage til karaten. Jeg gik til stævner og kæmpede for mig selv. Det gik op for mig, at jeg ikke var på deres niveau, selvom jeg måske havde følt det sådan. Det betød, at jeg skulle arbejde hårdt.

I 1999 til European Championships i England drak jeg igen med Kanazawa. Her anerkendte han mig og sagde, at nu var vi venner, og han bød mig den dyre cognac. Hele aftenen skålede jeg med repræsentanter fra alle lande. De drak øl, og jeg drak cognac. Jeg drak mere end en hel flaske den aften, og jeg blev meget fuld. Det endte med, at de andre hjalp mig ud på toilettet, hvor jeg kastede op. Dagen efter kom Kanazawa, og han havde selvfølgelig hørt om episoden. Han spurgte, om det var sandt, at jeg havde kastet op, og jeg nikkede. Så måtte jeg tilbage til den billige cognac (griner stort).


Kanazawa har givet meget videre til dig. Hvordan er han som mentor?

Han har aldrig været diktatorisk og sagt, at jeg skulle gøre tingene på en bestemt måde men bare ved at betragte ham, vidste jeg alligevel altid, hvad jeg skal gøre. Når han har undervist, har jeg set på hans ryg og vidst, hvad jeg skulle gøre for at blive mere som ham. Derfor siger jeg også altid, at Kanazawa teaches from his back, not his front. Jeg har altid lært ved at observere ham. Når vi har rejst sammen, har jeg altid noteret mig, hvad han gør, hvilken bog han læser, hvordan han støder osv.


Hvad er du særligt optaget af lige nu ift. din egen karate?

Jeg bliver 51 år på søndag (1/10-17). Jeg bliver ældre. Hvis jeg bliver ved med at bevæge mig på samme måde, som jeg gør nu, bliver det dårligere, fordi musklerne bliver svagere. Jeg fokuserer derfor nu på min centerlinje, min vejrtrækning, tyngdekraften. Jeg forbereder mig. Måske er det ikke nok. Men hvis jeg først ændrer det som 60-årig, er det nok for sent. Jeg forbereder mig mentalt.


Karaten har haft en stor plads i dit liv. Hvordan oplever du, at karate har påvirket din personlighed og din tankegang?

Mange siger, at karate er selvforsvar. Jeg siger, at det er selvtillid. Når du først lærer heian shodan, kan du ikke huske den, men som du lærer og udvikler dig, opbygger du langsomt en selvsikkerhed omkring det. Hvis du har selvsikkerhed, så får dit sind og dit hjerte plads, og du kan acceptere og elske ting. Hvis du har 50 cl væske (Shihan peger på sin vandflaske) i en 50 cl vandflaske er den udspændt. Hvis du flytter væsken til en 1 liters flaske, er der mere rum. På samme måde udvider vores erfaring og viden vores hjerte, så der er plads til mere og mere. Det fjerner nervøsiteten og spændingen og giver mentalt overskud. Nogle har små hjerter, andre har store. Karate giver et stort hjerte.






Du har opnået mange ting gennem årene. Hvad er dine målsætninger lige nu?

Jeg vil gerne have sikkerhed i min karate. Jeg vil gerne en dag være tilfreds med mine teknikker. Mange spørger, om jeg ikke skal lave en bog eller videoer, men jeg er ikke tilfreds. Når jeg er tilfreds med min karate, så kommer der en video (griner). Det går op og ned, hvor tilfreds jeg er. Nogle teknikker kunne jeg lave med mere kraft og hastighed, da jeg var ung, men nu har jeg noget andet.

På et mere organisatorisk plan er det vores generations job at bibeholde det SKIF, som Kanazawa har skabt. Jeg er chefinstruktør, og det er mit mål at gøre SKIF stærkt og udvide det. Kanazawa har givet mig så meget, og nu skal jeg give noget tilbage til ham.


Hvordan oplever du, at karate som sport har ændret sig, siden du begyndte at træne?

Mange mennesker bekymrer sig omkring, at karate ændrer sig. Mange frygter, at det bliver anderledes, nu hvor karate bliver en del af OL, men det tror jeg ikke. Mange mennesker siger altid "da jeg var yngre." eller "på min tid var karate hårdere", men jeg er sikker på, at vi teknisk har forbedret os. Måske er der også noget, vi har tabt. Ånden var måske stærkere tidligere. Det skal vi have tilbage og samle op på. Men overordnet set er karaten blevet bedre og stærkere.


Så hvor ser du SKIF som organisation om 10 år?

Der er mange forandringer i gang. Tidligere lå alt på Kanazawa, men nu må vi arbejde sammen. Hvert land har noget specielt. Det er ikke et land, ikke Japan, der skal lede, men vi skal være en forenet front. Ellers er det ikke muligt. Kanazawa er for stor, og det kan vi ikke leve op til. Vi skal holde sammen.


Hvordan tænker du, at Danmark kommer til at bidrage til den udvikling?

SKIF Danmark er klart den mest velorganiserede association sammenlignet med de øvrige lande. På den måde skiller Danmark sig ud. Danmark kommer formentlig til at spille en stor rolle i SKIF.





SKIF.DK  |  

CVR-Nr: 34774129

SKIF.DK Konto - Jyske Bank: 5023 1107272

Copyright © SKIF Danmark